Extension Key: doc_tut_quickstart_dk
Copyright 2003, Kasper Skårhøj, <kasper@typo3.com>
Dansk oversættelse af Søren Ulrik, <sulri@daks.dk>
Dette dokument udgives under Open Content License
som er tilgængelig på http://www.opencontent.org/opl.shtml
Indholdet af dette dokument er relateret til TYPO3
- et GNU/GPL CMS/Framework som er tilgængeligt på www.typo3.com
Denne gennemgang introducerer de grundlæggende principper bag TYPO3. Du vil komme i gang ved at få fingrene ned i dit første TYPO3 websted. Når du er færdig med gennemgangen vil du have fået en ide om TYPO3's muligheder og de udfordringer, der er involveret.
Denne gennemgang forudsætter, at du installerer noget software. Hvis du blot vil have en fornemmelse af TYPO3 før du installerer noget, kan du kigge på demo-stedet på http://demo.typo3.com/ først.
Professionel udvikling af skabeloner og generel udvikling med TYPO3 dækkes ikke detaljeret i dette dokument! Det gøres i den næste gennemgang - Modern Template Building, Part 1 – og egentlig alt det øvrige materiale omhandlende TYPO3-udvikling!
Eksemplet i denne gennemgang er webstedet for en fodboldklub ved navn "FC Bigfeet". Webstedet ser sådan her ud:
Med dette enkle websted vil du lære:
At redigere og oprette sider og indhold på sider, indsætte billeder, tabeller, punktopstillinger, lister, links osv.
At beskytte dele af webstedet med adgangskoder.
At indsætte særligt indhold som email-formularer, søgebokse, sitemaps, osv.
At oprette en gæstebog eller et debatforum.
At ændre farver, baggrundsbilleder, skriftsnit – ja, endda at vælge en helt anden skabelon!
At administrere backend-brugere som skal vedligeholde forskellige områder af dit websted.
At lave et workflow for publicering af nyheder på forsiden.
Hvordan TYPO3 organiserer sider i en træstruktur og hvordan indhold gemmes.
Jeg - Kasper Skårhøj – tilegner denne gennemgang til:
Alle mine TYPO3-venner, som jeg har fået på snowboard-turene – at møde jer og se menneskene bag mails'ene gør det det hele værd.
Min elskede kone, Rie – tak for al den tålmodighed og kærlighed du har vist mig, selv når arbejdspresset krævede dine skuldre også.
Min frelser, Jesus Kristus – tak for at du har skabt sådan en vidunderlig verden med alle de muligheder, den giver os mennesker til også at skabe smukke ting. Tak for at du er vejen og sandheden og livet.
Der er ikke mange dokumenter der henvender sig til TYPO3-udviklere som er oversat til dansk, da hovedsproget i TYPO3-"samfundet" er engelsk. Størstedelen af den tekniske dokumentation er på engelsk, kommunikationen på mail-listerne foregår på engelsk, og de backend-moduler, der kun bruges af administratorer og udviklere er på engelsk.
Når dette dokument trods det er blevet oversat, er det fordi dets formål er at hjælpe dig i gang med TYPO3. Alt yderligere læsning om udvikling med og til TYPO3 er på engelsk.
Mit grundprincip i arbejdet med oversættelsen har været at bibeholde de engelsksprogede skærmbilleder og så bruge de danske termer om de forskellige menupunkter, felter, begreber osv. i det omfang de er oversat til dansk i selve brugergrænsefladen. Billederne viser altså de engelske betegnelser, mens teksten bruger de danske oversættelser.
Hvis du gerne vil arbejde i en dansksproget brugergrænseflade helt fra starten kan du efter installationen og inden du for alvor går i gang med arbejdet kigge i afsnittet "Skift backend-sprog".